Kokainets historie
Kokain har været kendt og brugt som rusmiddel af indianerne i Sydamerika gennem årtusinder. I landene Colombia, Peru og Bolivia, hvor kokabusken er en naturlig del af vegetationen, har indianerne tillagt planten religiøs betydning for dens guddommelige kraft. Tygning af kokablade har derfor indgået i mange religiøse og sociale ceremonier. Desuden har stoffet været brugt medicinsk som lokalbedøvende og sultstillende middel.
I de lande, hvor kokaintygning altid har været en del kulturen, har befolkningen i dag – med tilladelse fra FN – lov til at dyrke og bruge kokablade. Flyver man f.eks. indenrigs i Peru, kan man opleve at få serveret kokain-te.
I Europa var det den kendte psykolog Sigmund Freud, der i 1884 gjorde kokain kendt. Han brugte det i behandlingen af depressioner, en psykisk tilstand hvor patienten er trist, modløs, opgivende og uden initiativ. I begyndelsen var Freud meget begejstret over kokainets virkning. Patienterne fik det på kort tid bedre. Alle symptomerne på depression forsvandt. Efterhånden blev han dog klar over, at stoffet havde en kedelig bivirkning – nemlig den psykiske afhængighed. Når patienterne havde været i behandling med kokain gennem nogle uger, var de blevet afhængige, og ville ikke stoppe brugen af stoffet. Siden har Freud betegnet kokain som menneskehedens tredje svøbe efter alkohol og heroin.
Som et kuriosum kan det nævnes at Coca-Cola – der blev lanceret i 1886 – indtil 1903 indeholdt kokain i en sådan mængde, at det virkede opkvikkende.
Ifølge FN's særorganisation for kontrol med narkotika, UNDCP, er forbruget af kokain i verden steget med en faktor 3,5 siden 1985, og er fortsat stigende. Den anslåede årlige produktion af kokain på ca. 1.000 tons repræsenterer en værdi af ca. 1.020 milliarder kr. i gadepriser.
Kokains kemiske egenskaber
Kokain, som er et alkaloid, findes i bladene på træet Erythroxylon coca, der vokser vildt i Peru og Bolivia. Alkaloider er naturligt forekommende svagt basiske forbindelser, der indeholder et kvælstofatom. Ved at opløse bladene i en blanding af petroleum og stærk syre, dannes koka-pasta, som raffineres videre til det 100% rene krystallinske kokain-hydroklorid. I denne form eksporteres stoffet fra narkokartellerne i Syd- og Mellemamerika.
Kokain-hydroklorid kan ikke indtages ved rygning. Dette skyldes, at stoffet forbrænder ved den temperatur, der findes i gløden på en pibe. Indsprøjtning eller snifning er derfor de fortrukne måder at indtage kokain på. Det samme gælder for amfetamin.
Tendensen på rusmiddelområdet går konstant i retning af at gøre stofferne mere virkningsfulde eller potente, som det også kaldes. Dette kan opnås ved at ændre stoffets molekylestruktur, så det lettere optages, hurtigere fordeles, uhindret passerer blod-hjerne barrieren og har bedre receptoraffinitet. For kokain kan dette opnås ved at bringe kokain-hydrokloridet tilbage på sin alkaliske form, kaldet »free-base« eller »crack«. Kemisk er der tale om enten at blande kokain-hydroklorid med ammonium hydroxid, og derefter ekstrahere det i et organisk opløsningmiddel (»free-base«), eller ved at blande stoffet med natriumbikarbonat i en vandig opløsning (»crack«). I begge tilfælde afsluttes processen med at bringe stoffet tilbage på krystallinsk form. Det basiske kokain er dermed blevet mere fedtopløseligt og passerer nu hurtigere over blod-hjernebarrieren. Samtidig er temperaturen, som det forbrænder ved, blevet hævet så meget, at det nu kan ryges.
Se Møllens hjemmeside
