Jeg fortæller gerne om, at jeg har Føtalt alkoholsyndrom(FAS), men mange fagfolk ved ikke rigtig, hvad det indebærer”. Nina på 31 år har en medfødt alkoholrelateret skade og er optaget af at skabe mere åbenhed om FAS.
Nina kom i familiepleje, da hun var to år. Hendes biologiske mor var alkoholiker - eller alkoholist - som Nina siger. Nina bor i dag alene sammen med sin 5 årige søn. ”Jeg klarer mig godt, men jeg er selvfølgelig afhængig af at få megen støtte og hjælp”, fortæller hun.
Hun har ingen nær familie omkring sig, men har kontakt med den plejefamilie, hun er vokset op hos. Efter at hun har arbejdet nogle år som social- og sundhedshjælper, er hun nu på førtidspension.
Hun ved ret meget om alkoholrelaterede fosterskader. Hun har læst meget om det og er aktiv i en FAS-forening.
Det er hårdt, når eksperterne sætter ord på mit handicap
”Det er hårdt for mig at høre eksperterne sætte ord på mit handicap. Samtidig er det vigtigt også at få frem, at det ikke er alt der er håbløst og vanskeligt, selv om man har FAS. Jeg klarer mig faktisk rimelig godt på trods af mine funktionshæmninger, og de udfordringer som de medfører. Der er altså store variationer i skaderne, og vi som har FAS er lige så forskellige som alle andre”, fortæller Nina.
Det passede på mit liv
Hun har været alene med sin søn, siden han blev født for 5 år siden.
”Det er klart, at de fagfolk i hjælpeapparatet som var omkring mig var bekymrede, da jeg blev gravid. Efter at min søn blev født, blev der taget initiativ til at få mig udredt. Det var første gang, jeg hørte fagfolk bruge ordet FAS. Jeg havde selv læst om FAS, da jeg var yngre, og dengang tænkte jeg, at det jeg læste, passede meget godt på mig og mit liv”.