Det betyder, at familien kan blive isoleret. Hvis den ene forælder drikker, vil den anden forælder ofte bruge meget tid på den, der drikker, og så bliver der ikke så meget tid til børnene. Ingen er stolte af at have problemer med alkohol og derfor går der ofte lang tid, inden personen med alkoholmisbruget får den nødvendige hjælp.
I forhold til børn kan vi sagtens bruge de rigtige ord: alkoholmisbrug, psykisk sygdom osv. Disse ord er ikke vanskeligere at sige end sammenbragt familie, forældremøde og skovtur. Vi skal blot være omhyggelige med at forklare, hvad ordene betyder. De skal sættes ind i en sammenhæng, som giver mening for børnene. Hvis de voksne ikke tør bruge de rigtige ord og tale om det, der kan være svært, gør vi det til tabuer for børn og unge. Åbenhed er omsorg!