Efter skolen begyndte Michael på social- og sundhedsassistentskole, han tog på højskole og spillede teater i en årrække. Men også han blev forfulgt af dæmoner.
- Jeg var vild. Jeg drak og røg for meget hash. Jeg havde en udtalt angst for, at folk ikke kunne lide mig, og mit dårlige selvværd gjorde det kun værre. Jeg følte selv, at jeg blev sjovere, når jeg røg og drak - så egentlig var det jo ren overlevelse, forklarer han.
Han oplevede også, at han havde en veludviklet fornemmelse for, når andre havde det skidt. En egenskab han er helt sikker på stammer fra barndommen, hvor han selv hele tiden skulle vogte over sine forældre og passe på.
- Jeg oplevede blandt andet via mit arbejde, at jeg hurtigt fik en fortrolighed med for eksempel børn, der var lidt mere skrøbelige. Jeg opfatter ubalance utrolig hurtigt og mærker omgående, hvis der er dårlig stemning... det ligger stadig dybt i mig, at jeg skal have styr og kontrol over alt. Selv som voksen har jeg meget svært ved at slippe kontrollen.
”Det går så fint...”
På et tidspunkt var Michael klar over, at han selv var på vej ud på et skråplan. Han var rodløs og havde svært ved at binde sig. Han var igennem forskellige terapi-forløb, men først da han for nylig kom med i en gruppe af unge, der er vokset op med forældre med et alkoholmisbrug, begyndte det at gå den rigtige vej. Og i dag bruger han også sin kreative side, sine malerier, som en vej ud ad rodløsheden.
- Mit budskab i dag er, at vi bliver nødt til at smide fløjlshandskerne. Hvis vi fornemmer, at et barn ikke trives og at der ligger noget andet bag, så må man gå lidt tættere på dem. Det kan godt være, at svaret er, at det går da helt fint - så må man gå lidt mere i dybden og sige, men jeg kan jo se og mærke på dig, at du ikke har det godt. Jeg tror, det er vigtigt, at omgivelserne signalerer, at vi godt kan se, at det ikke er okay, og at vi godt kan gennemskue, hvis der eksempelvis finder sted for et alkoholmisbrug. Vi bliver nødt til ikke at lade os nøje med et ”det går så fint”, siger Michael Krøll Bojsen.
Skrevet af: Dorthe Boss Kyhn
Kopi fra dr.dk