En gang til
Man kunne så måske tro, at brugen af både benzodiazepiner og lykkepiller (SSRI) hørte til sjældenhederne. Og selv om billedet efter 50 år er vendt med hensyn til benzodiazepiner, hvor forbruget er faldende, så er forbruget af lykkepiller til gengæld stigende. Så samlet set, ser vi altså et stigende forbrug. Og selvom benzodiazepiner og lykkepiller ikke er lavet til at behandle de samme lidelser, så mener Birgit Toft, at det i praksis godt kan fungere sådan.
»Det interessante er jo, at det, man engang gav benzodiazepiner for, behandler man nu med lykkepiller. Så man er sådan set godt i gang med at gentage hele det mønster, man nu bekæmper med hensyn til benzodiazepiner, nu bare med et nyt navn i form af lykkepiller,« siger Birgit Toft.
Hun er ikke den eneste, der synes at have set det mønster, der nu tegner sig, før. Embedslæge i Region Midtjylland Børge Sommer henviser til, at der siden Anden Verdenskrig har været ’et eller andet stof’, som lægerne har skrevet ud for psykologiske problemer i den tro, at det kunne løse dem.
»Det var først ferietabletter, og så kom der barbiturater, som man godt nok vidste var lidt skadeligt i den forstand, at hvis man tog en overdosis, så døde man. Derfor var det jo dejligt, da benzodiazepinerne kom rigtig frem i midten af 60’erne. De blev markedsført som fuldstændig uskadelige,« siger Børge Sommer.
Nu er man så efter 50 år ved at indse, at de heller ikke er løsningen på alle vores problemer. Det store spørgsmålet er for Børge Sommer, om man ikke blot igen-igen lader historien gentage sig; nu bare med lykkepiller.