Kære Birthe
Puha, jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Men pointen er i hvert fald klar: jeg er nødt til at erkende, at min mand har et problem med alkohol. Jeg skal forsøge at forklare mig i så korte vendinger som muligt, så du kan få et billede af situationen.

Min mand lider af en mild depression. Han har fået medicin for det i tre år, og det havde umiddelbart god effekt. Lige indtil sidste år, hvor han gik ned med stress på sit arbejde, og stoppede på arbejdspladsen med øjeblikkelig virkning. Han gik derefter til coach i lang tid, og det havde god effekt. Men i al den tid blev jeg ved med at opleve, om og om igen, at han altid blev noget mere fuld end andre til fester i vennekredsen. Han blev meget hurtigt blank i øjnene, sløret i talen og vaklende når han gik – allerede inden maden blev serveret.
De seneste to år har det været særligt slemt – han er begyndt at låse sig inde på toilettet og lægge sig til at sove, når han når et bestemt punkt af træthed (fuldskab), og så er han ikke til at vække igen. Det er sket hos os selv, hos venner, endda til store fester, hvor det er endt med at der måtte flere mennesker til at bryde døren op og slæbe ham ud. Det er selvsagt noget, som gør mig meget flov og pinligt berørt. Jeg oplever jævnligt efterhånden, når jeg snakker med ham i telefonen, at han lyder snøvlet, men han har altid “ikke fået noget at spise hele dagen og er meget træt, og derfor er en enkelt øl nok gået lige i blodet..!” Kommer naboen forbi til en øl, har min mand drukket tre, inden vi andre er igennem den første. Jeg har flere gange oplevet at finde tomme vinflasker, som min mand nægter at kende noget til. Vores “beholdning” af tomme øldåser er enorm, og…jeg kunne blive ved.

Alt er taget ud af brudstykker i min hukommelse, for jeg har ærlig talt været for god til at slå det hen, og fortælle mig selv, at jeg er hysterisk. Men i mandags, efter en hyggeaften hos nogle venner, gik jeg hjem lidt før min mand, fordi vores datter var træt og skulle i seng. Min mand fulgte efter en halv time senere, med vores 5 måneder gamle søn sovende i barnevognen. Han havde lovet mig at ringe, når han kom hjem, så jeg kunne bære vores søn i seng, fordi jeg godt kunne se, at min man var temmelig fuld, men alligevel havde han båret ham op af den stejle trappe og lagt ham i seng, fordi han slet ikke havde ænset, at vi havde talt om det. Han var endda gået hjem uden sko på.

Her til aften blev der igen grillet ved en nabo. Jeg havde forinden nævnt, at jeg ikke gad, at det skulle ende med drikkeri. Alligevel kom han hjem og var fuld. Jeg konfronterede ham roligt, men uden omsvøb med hans problem, og han brød sammen. Uden at jeg sagde mere, fortalte han, at han i flere år har drukket dagligt, løjet for mig og skjult sit drikkeri. Han gik derefter “ned i et sort hul”, som jeg har set ham i før, før han fik medicin mod depression, hvor han ikke synes, han har fortjent sin familie. Hvor han mener, det er bedst, hvis jeg forlader ham, og tager børnene med, osv. Min mand, som er så dygtig på sit arbejde, afholdt blandt sine venner og en meget kærlig far. Jeg elsker ham ud over alle grænser, og aner ikke mine levende råd. Jeg er bange som aldrig før. Hvad i alverden skal jeg dog gøre?

​

Kærlig hilsen I