Hej.

Jeg har et problem – min mand er blevet alkoholiker og han vil ikke erkende det. Jeg ved ikke mine levende råd, og det er ved at ødelægge hele familien. Jeg skriver fordi jeg ved, at jeg vil begynde at græde, hvis jeg ringer.

Jeg har kendt min mand i mange år og i de fleste har han været den sødeste, rareste og mest elskelige mand, man kan tænke sig. Vi har … voksne børn og har lige fået et barnebarn, så vi burde have det godt. Men problemet begyndte for en 5 år siden, men mand – kan jeg se nu – blev i stigende grad deprimeret og træt af sit arbejde (………………………). Han blev kortluntet og irritabel og fik problemer med at sove og med at spise. Han begyndte at tabe sig. Samtidig var hans far alvorligt syg (………) og min mor blev i stigende grad svagelig. (…………….). Jeg er enebarn og da min mor boede langt væk måtte jeg næsten hver weekend tage op til hende. Min mand tog sig af alt det praktiske – og fik det nok ikke bearbejdet. Han fik endnu sværere ved at sove og tabte sig meget. Blev ”sær” – gik ned i kælderen – og tvær. Jeg spurgte et par gange om han drak – men blev afvist, Han virkede heller ikke fuld, men ændrede personlighed og havde svært ved at komme op om morgenen.

Han passede dog sit arbejde – og jeg mente, at det var mig, der var mistroisk. I ferier var der intet, så jeg slog det hen som stress.

I påsken 2009 blev min mand syg . Han kollapsede og blev bragt på hospitalet med et epileptisk anfald. Det påvirker hukommelse, personlighed og balance. MEN han blev også meget humørsvingende – vi troede det var hjerneskaden, men fandt ud af han ind imellem drak i smug. Han må nemlig ikke drikke alkohol pga. epilepsimedicinen. Det gav stigende frustrationer – men hans undskyldning var: Jeg kan ikke huske det. Jeg har ikke købt alkohol, jeg drikker ikke. HVIS han havde, var det i hvert fald ikke ret meget – og kun for at sove. Han kom så i antidepressiv behandling – og det hjalp. Men ved juletid blev det galt igen. Jeg fandt flasker skjult i hele huset. Han blev nærmest fornærmet da jeg viste ham dem. Men da han efter jul blev til budt genoptræningsprogram, men hvor det er en forudsætning at man ikke drikker, gik han med til at tage antabus for at hjælpe sig selv til at huske, at han ikke må drikke. SÅ hans læge ved godt at der er et problem.

Foråret gik rigtig godt. Han drak ikke – det er jeg sikker på. MEN jeg har igen fundet flasker – trods antabussen. Det er langt fra hver dag han drikker – men især fredag, lørdag og søndag er ”farlige”. Han benægter, beklager, lover aldrig at gøre det mere – men han undskylder sig med at han ikke ved, hvorfor han gør det – at han ikke kan huske at han gør det – og at vi i øvrigt er kontrollerende, og han har alligevel ikke noget liv. Jeg er bange for at gå for hårdt til ham. MEN hvad kan jeg gøre for at få ham til at erkende at han ødelægger sin genoptræning, og sin familie, hvis han ikke får hjælp til sit alkoholproblem.

Brevet er forkortet under hensyntagen til anonymiteten.