Vi 2 var taget i sommerhus og igen havde du lovet, at når weekenden var ovre, så skulle du på antabus igen igen. Der gik ikke mere end et par timer, så var du godt fuld og ville, at jeg skulle hente flere øl til dig, da jeg ikke havde taget nogen med.
Jeg tabte totalt fatningen og blev fuldstændig ude af kontrol. Jeg smed en kniv igennem luften (det var godt nok en sløv smørkniv for det var det jeg lige havde i hånden), og jeg vidste, at nu var det tid til at forlade sommerhuset og gå en tur og finde ud af, hvordan jeg kunne blive hentet – det her liv kunne ikke længere fortsætte.
Jeg var nået der til, hvor jeg ikke kunne kende mig selv og hvor jeg i sidste ende måske kunne finde på at gøre noget ved dig, som kunne føre til en lang fængselsstraf og ville det overhovedet hjælpe noget?
Godt nok havde jeg så fået dig ryddet af vejen, men hvad ville der så komme efter, og hvad med vores 2 voksne børn, som så stod ud uden både en mor og en far?
Det kan lyde fuldstændig vanvittigt og sindssygt, at man kan tænke sådan, men når man følelsesmæssigt bliver presset over en meget lang periode, så sker der åbenbart noget i forhold til ens dømmekraft. Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at slå ihjel, men den følelse af afmagt man får ved at blive svigtet gang på gang, gør at man får tankerne.
Hvad er det der gør, at jeg totalt mistede min egen dømmekraft og blev virkelig medafhængig af dit misbrug?
Jeg svigtede i den grad mine børn, da jeg hele tiden sagde til dem, at nu skulle det nok blive bedre med dig og den her gang mente du det.
Til sidst gad de overhovedet ikke tage stilling til og selv de var ved at miste deres egen fornuft. Som vores datter ofte sagde til mig ”mor jeg gider ikke høre mere, jeg holder mig passiv og den dag, du står fast, så flytter jeg med. Far er ikke længere min far!
Det er ekstremt hårdt at høre ens børn sige sådan om deres egen far som de i den grad elsker og ser rigtig meget op til, når han er sig selv og som de hader overalt på jorden, når de gang på gang oplever, at der er noget, der er stærkere end dem som du foretrak.
Vi havde prøve alt de sidste 5-6 år lige fra aftaler om begrænset drikkeri, spark over ben, når det var nok, tællen genstande, til psykologsamtaler, lægebesøg, antabus, dagsbehandling samt medafhængig behandling.
Og lige lidt hjalp det – det blev kun værre. Det var endda så slemt, at du kunne overbevise mig om, at når du var færdig efter 3 måneders dagsbehandling, så havde du helt styr på dit drikkeri og så kunne du sagtens styre det, hvad ingen andre tidligere har kunnet gøre. Og jeg var så dum/naiv, at jeg troede på dig – hvor var min dømmekraft?