Vi bryder den nedadgående kurve gennem behandling efter Minnesotamodellen

Ring Anonymt
Døgntelefon

Møllens historie

Fortalt af hovedindehaveren, Birthe Zinck

1996 møder Birthe Møller, Erik Zinck, ædru alkoholiker, clean narkoman og stor charmør. Erik havde været i behandling i 1992 på Helios Centret. Efter sin behandling startede han NA møder op i Vejle og Fredericia.

 

Sådan startede det

I 1993 startede Erik Stoppestedet i Båstrup for unge narkomaner, og i 1994 Behandlingscenter Stop Ung i Tørring, ( sammen med sin daværende kæreste.) Og i 1994 kom Behandlingscenter Stop Op i Gauerslund til. Planen var, at Stop Ung skulle være udslusning/halvejs hus for klienter fra Stop Op.

Forholdet til kæresten gik i midlertidig i stykker og Erik Zinck drev herefter kun Stop Op. Han havde lejet sig ind i halvdelen af huset på Hjulgyden 10, i Gauerslund, og havde forkøbs pligt til hele bygningen indenfor 3 år.

Stop Op var også for unge mandlige narkomaner. I starten var der dog både mænd og kvinder i behandling. Dilemmaet for Erik ved opstarten var, at amterne (som det hed dengang, nu regioner) ikke ville sende klienter til Stop Op før Erik havde vist nogle resultater. Det var jo ikke nemt at lave resultater før han fik nogle klienter! Men det gik; og i 1996 købte Erik det lejede hus på Hjulgyden 10 og Stop Op blev udvidet til 19 pladser.

I 1997 udvidede Erik med et halvejs hus i Fredericia. Her var der plads til 6 klienter.

 

Vi forlover os – og køber Møllen

Sankt Hans aften 1997 bliver Erik og Birthe forlovet; der bliver holdt forlovelsesfest på Stop Op, hvor familie og klienter var samlet. Det blev en rigtig dejlig aften. Vi kunne dog ikke få ild i bålet, men klienter fik arrangeret ca. 200 fyrfadslys i stuen, hvor de sang den sang de havde skrevet til os.

I 1998 kører Stop Op med konstant fuld hus. Der var ca. et halv års ventetid på at komme i behandling, og vi mente derfor, der var belæg for et lille behandlingscenter mere. Vi kiggede på rigtig mange steder, bl.a. På Møllen, Alsted Skovvej 5, Tørring, som Erik forelskede sig i. Bogholderen, altså Birthe, mente det var alt, alt for dyrt!

I juni 1998 er Birthe for første gang med til et NA konvent i København. Vi havde indlogeret os på et hotel i Istedgade, med udsigt til gaden. Erik tegnede og fortalte til naive mig og forklarede mig, hvordan alting på gaden hænger sammen. Pludselig gør han ophold i samtalen og siger, ” Birthe der er kunder nok, vi køber det s..” Og sådan gik det til, at vi pr. 1. september 1998 købte Behandlingscenter Møllen, i Tørring.

Vi blev enige om, at jeg nok var den bedste til administrativt at varetage vores interesser. Jeg, er uddannet revisor assistent og havde arbejdet som sådan i det private erhvervsliv lige indtil opstarten af Møllen.

Den 1. september 1998 begynder jeg at møblere og ordne og arrangere så vi kan starte med at modtage klienter den 1. oktober 1998. Jeg ordner, køber, samler, får telefoner lagt ind, bliver instrueret i vandværk og træ fyr og meget, meget mere. Der bliver lavet plads til 12 klienter og alt står klar sidst i september. Den 16. oktober kommer de første narkomaner i behandling.

I december måned 1998 har vi 10 klienter i behandling på Møllen, som bliver udsluset i et halvejs hus i Horsens, som vi købte i 1999

 

Vi bliver gift – og sadler om

Den 26. juni 1999 bliver vi gift. Det var en skøn dag. Jeg eller – for den sags skyld min familie eller venner – havde ikke forudset, at der mødte over 50 narkomaner op til globryllup i kirken. Det var pragtfuldt.

På det tidspunkt havde vi 49 narkomaner i behandling og 24 ansatte på Behandlingscentrene Stop Op, Møllen, samt på de to halvejs huse i Horsens og Fredericia.

I foråret 2000 besluttede vi at sadle om. Erik, der altid præsenterede sig som ædru alkoholiker, havde altid haft lyst til at behandle alkoholikere. I sammenfald med nye love og paragraffer besluttede vi, at færdig behandle narkomanerne og sadle om til alkoholbehandling.

Møllen som alkoholbehandlingscenter

I juli 2000 laver vi en fokus gruppe, hvor vi undersøgte og diskuterede, hvordan vi kunne lave behandling, og skabe rammerne for Danmarks bedste alkoholbehandlingscenter.

I begyndelsen grinede ”man” af os og kaldte Møllen for Minnesota ”light”. Årsagen var, at vi lavede eneværelser, som på det tidspunkt ikke blev betragtet som en del af en Minnesota behandling. Samtidig havde vi besluttet, at vores målgruppe var virksomheder, sundheds forsikringer og Hr. eller Fru Danmark, som selv skulle betale for en behandling; altså ikke nogen fast aftale med amter og kommuner. Det var uhørt!

Den 1. oktober 2000 ansatte vi en daglig leder på Møllen, behandlere, nattevagter samt en alt mulig mand. Den 16. oktober 2000 blev de første to alkoholikere indskrevet på Møllen til alkoholbehandling. Det var en svær, men også en spændende opstart. Vi krydsede hver dag finger for at telefonen ville ringe. Det første år havde vi mellem fire og seks klienter i behandling. På nogle tidspunkter var vi helt oppe og have otte klienter.

Erik valgte at tage et tilbagefald. Det varede on/off 2-3 år. Han tog i tilbagefaldsbehandling i december 2001. Erik besluttede under sin behandling at han efter endt behandling ville tage 90 møder på 90 dage. Det blev til 89 møder på 90 dage. Erik fik igen sin gang på Møllen, i første omgang fungerede han som vicevært og havemand. I maj 2002 satte Erik sig igen i direktørstolen, hvor hans primære opgaver var at tale med alkoholikere, pårørende, forestå interventioner og selvfølgelig, fortælle vittigheder, give komplimenter og nok allervigtigst: ”dele tro, håb og erfaringer.”

I august 2002 lavede vi en byttehandel med bygningen i Gauerslund og fik et ny opført træhus i Tørring som vi i mange år brugte til familiebehandling og efterbehandling.

 

Fra golf hotel til Minnesota behandlingscenter

I 2006 henvendte en af vores samarbejdspartnere sig til os, med forslag om, at vi skulle starte et behandlingscenter sammen. Svaret var nej, da vi syntes vi havde nok at se til med Møllen. Men, når en cirkushest (Erik) dufter savsmuld sker der som regel noget. Vi kørte rundt og kiggede på egnede steder og i december 2006 købte vi Lars Larsens gamle golfhotel i Flejsborg. Det fik navnet Behandlingscenter Himmerland. 1.400 m2, 13 værelser med eget bad samt sauna/spa område. Allerede inden vi var færdige med renoveringen var de første klienter indskrevet til alkoholbehandling.

Vi drev Behandlingscenter Himmerland i godt 4 år. De sidste 2 år sammen med Pia Thybo som var daglig leder. På et tidspunkt meddelte Pia os, at hendes fysiske tilstand havde fået hende til at beslutte, at hun skulle lave noget andet. Hun blev efterfølgende ansat i Hedensted Kommune. Desværre fik Pia konstateret kræft et års tid senere. Hun afgik desværre ved døden i foråret 2012.

Behandlingscenter Himmerland blev solgt den 1. juli 2011 til Himmerlandshus Fonden som tilbyder/yder omsorg/forsorg til hjemløse alkoholikere.

 

Store personlige udfordringer

Desværre skete der det, at Erik Zinck sidst i maj måned 2013 fik det skidt. Han søgte læge, og midt i juni 2013 fik vi desværre besked om, at der var tegn på kræft. Erik var meget træt men han valgte, heldigvis, at holde den planlagte fest på sin 60 års fødselsdag den 22. juni 2013. Herefter gik det stærkt. Erik fik konstateret kræft, som bredte sig hurtigt. Det var et kort og meget hårdt sygdoms forløb. Vi valgte at være så meget sammen som muligt; hjemme eller på sygehuset.

I sådan et forløb var der mange ting vi blev nødt til at få snakket om, py ha, det var barskt. Vi kom, om muligt, endnu tættere på hinanden. Jeg troede ikke det var muligt at komme så tæt på et andet menneske.

I hele forløbet var 12 trins programmet en stor medspiller. Erik valgte at tage ”en ting ad gangen og det vigtigste først”. En dag ad gangen og få det bedste ud af sin dag, og” accepterede de ting han ikke kunne ændre. ” Eriks største bekymring var, hvordan jeg og børnene skulle klare os, når han nu ikke var her til at passe på os. Erik ville helst ikke herfra endnu, men sagde: ”jeg har haft et pragtfuld liv”. Det synes jeg er stort. Erik døde desværre den 30. juli 2013.

Tiden fra juni 2013 og et godt stykke ind i efteråret var barsk og usikker for alle på Møllen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at vi har verdens bedste personale, men i den situation vi stod i gjorde hele personalet en kæmpe indsats. De passede på både Erik, mig og Møllen. Eriks ønske var, at den ånd, han selv oplevede under sin ophold på Helios -sammen med en professionel behandling- ville hjælpe mange alkoholikere og deres pårørende til et godt og ædru liv. Personalet gjorde alle en ekstra indsats og sørgede for, at klienterne fik Danmarks bedste behandling og bibeholdt den gode ånd der er på Møllen. Tusind tak.

Her stod jeg så med Møllen, 2 udlejningsejendomme, 3 børn og 2 børnebørn. Jeg var ikke sikker på om jeg kunne klare det. Jeg arbejdede og arbejdede og arbejdede. Det var min medicin, men jeg viste godt, at det ikke var holdbart i længden. Det måtte jeg så sande i november 2013. Pludselig en dag kunne jeg ikke læse; jeg kunne simpelthen ikke se bogstaverne, jeg kunne ikke huske og jeg sov meget få timer.

Nye omgivelser

Vi har igennem årene forsøgt at vedligeholde Møllen og passe rigtig godt på den. Der er blevet lavet motionsrum og samtale rum i laden. Vi har fået bygget terrasse til, både i stueplan og på første sal. Nyt køkken er det også blevet til. Sidst har vi fået renoveret stuen og flotte nye møbler. Rygerummet/udestuen har også fået en overhaling.

I marts 2015 udvidede vi laden med 90m2, herunder badeværelse og to ekstra rum. Vi har fået rigtig god plads; det er dejligt, specielt, når der holdes efterbehandling, samt åbne arrangementer.

Ja, og så kender mange af jer Møllen som den er i dag, og som den forhåbentlig vil være mange år frem i tiden.

Kærligst

Birthe og Møllen