Formålet er at skabe opmærksomhed på de belastninger og den store risiko for skader, som børn i familier med alkoholproblemer lever med.
Da Michael var lille dreng, løj han om forholdene derhjemme. Han fandt på historier for at holde virkeligheden på afstand. Han troede dengang, at han beskyttede sine forældre – men i virkeligheden burde nogen have smidt fløjlshandskerne og have grebet ind, siger han i dag.
Som lille kunne han godt mærke, at der var noget helt skævt derhjemme i lejligheden i Skanderborg. Opvæksten for ham og den syv år ældre bror var præget af uro. Moren havde en depression, og når hun havde det rigtig skidt stod den på masser af papvin. Faren var sømand og væk i perioder, men når han var hjemme, så stod den på druk og vold – og masser af svigt.
– Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke var fedt dengang. Der var noget helt skævt, og jeg skulle hele tiden passe på mine forældre. At de ikke sloges, ikke drak, at de ikke kørte galt osv. – Derfor fandt jeg på løgnehistorier. Især om min far, jeg løj ham til at være en god far for at beskytte mig selv og ham. Jeg følte jo, at det var mit ansvar at passe på dem begge to, forklarer Michael Krøll Bojsen, der i dag er 29 år.
I dag kan han huske tilbage på kaos: Episoder med vold og trusler, fornemmelsen af at vågne op alene på bagsædet af bilen, mens forældrene var på værtshus. Når han blev glemt i børnehave og om, hvordan det var at skulle hente øl til forældrene. Og alle disse svigt holdt han på afstand med løgne og ved at være lidt af en medløber i skolen.
Forældrene døde
Det stoppede først, da forældrene døde med cirka et halvt års mellemrum, da Michael var 10 år. Moren døde af en hjerneblødning som bare 37 år og faren af lungekræft som 46-årig.
– Jeg flyttede op til min tante og onkel, og det blev min redning. Her fik jeg tryghed og rolige rammer.
Det gik stadig ikke så godt i skolen, jeg havde svært ved at følge med, men hævdede mig ved at være god til idræt. Først i de sidste skoleår kom jeg godt med fagligt, forklarer Michael Krøll Bojsen, som stadig ikke forstår, at ingen i omgivelserne greb ind dengang, han var en lille dreng og havde det kæmpe ansvar på sine skuldre: – De må da have kunne se, hvordan det stod til, filosoferer han i dag, godt 20 år efter forældrenes død.
Efter skolen begyndte Michael på social- og sundhedsassistentskole, han tog på højskole og spillede teater i en årrække. Men også han blev forfulgt af dæmoner.
– Jeg var vild. Jeg drak og røg for meget hash. Jeg havde en udtalt angst for, at folk ikke kunne lide mig, og mit dårlige selvværd gjorde det kun værre. Jeg følte selv, at jeg blev sjovere, når jeg røg og drak – så egentlig var det jo ren overlevelse, forklarer han.
Han oplevede også, at han havde en veludviklet fornemmelse for, når andre havde det skidt. En egenskab han er helt sikker på stammer fra barndommen, hvor han selv hele tiden skulle vogte over sine forældre og passe på.
– Jeg oplevede blandt andet via mit arbejde, at jeg hurtigt fik en fortrolighed med for eksempel børn, der var lidt mere skrøbelige. Jeg opfatter ubalance utrolig hurtigt og mærker omgående, hvis der er dårlig stemning… det ligger stadig dybt i mig, at jeg skal have styr og kontrol over alt. Selv som voksen har jeg meget svært ved at slippe kontrollen.
”Det går så fint…”
På et tidspunkt var Michael klar over, at han selv var på vej ud på et skråplan. Han var rodløs og havde svært ved at binde sig. Han var igennem forskellige terapi-forløb, men først da han for nylig kom med i en gruppe af unge, der er vokset op med forældre med et alkoholmisbrug, begyndte det at gå den rigtige vej. Og i dag bruger han også sin kreative side, sine malerier, som en vej ud ad rodløsheden.
– Mit budskab i dag er, at vi bliver nødt til at smide fløjlshandskerne. Hvis vi fornemmer, at et barn ikke trives og at der ligger noget andet bag, så må man gå lidt tættere på dem. Det kan godt være, at svaret er, at det går da helt fint – så må man gå lidt mere i dybden og sige, men jeg kan jo se og mærke på dig, at du ikke har det godt. Jeg tror, det er vigtigt, at omgivelserne signalerer, at vi godt kan se, at det ikke er okay, og at vi godt kan gennemskue, hvis der eksempelvis finder sted for et alkoholmisbrug. Vi bliver nødt til ikke at lade os nøje med et ”det går så fint”, siger Michael Krøll Bojsen.
Skrevet af: Dorthe Boss Kyhn
Kopi fra dr.dk